Er du ramt af stress? Har du svært ved at overskue helt almindelige gøremål? Får du ofte uro i kroppen og har du svært ved at huske, samle tankerne eller koncentrere dig? Har du vanskeligheder med at falde i søvn, og er søvnen dårlig, når du først er faldet i søvn? Føler du dig kortluntet, opfarende eller har du måske lettere til tårer end normalt? Bliver du indimellem svimmel, oplever hjertebanken og åndedrætsbesvær uden at din læge kan finde en fysisk forklaring på dette. Måske er du ramt af stress?
Stress kan være en lusket størrelse. Den kommer gerne snigende henover en længere periode og rammer ganske uventet og upassende på en meget larmende og lammende måde. For rigtig mange mennesker er det at blive ramt af stress også lig med en sygemelding fra job eller studie, og det kan føles ret uoverkommeligt og måske nærmest umuligt at vende tilbage til hverdagen, som den var, inden man blev syg af stress. Hvor hårdt ramt man er af stress, og hvor lang tid det tager før end, man er på benene igen er forskellig fra person til person. De fleste vil dog med den rette behandling have gode muligheder for at vende tilbage til sit gamle liv, eller skabe et andet mere meningsfyldt liv. Som ved alle andre kriser i livet, giver en periode med stress, også mulighed for at tage livet op til revision og finde frem til det vigtige i netop dit liv. En sygemelding med stress tvinger dig til at prioritere og vælge de gode ting til og de mindre gode ting fra. Det er altså en af livets gaver, pakket ind i brunt indpakningpapir.
Det hele lyder så let og ligetil, men det er det bestemt ikke. Hvis det er så enkelt, er der nok ikke så mange mennesker, der bliver sygemeldte med stress eller i risiko herfor. Det normale er, at det kan være vældig vanskeligt at finde vejen ud af stress på egen hånd, og nogle skal igennem flere stressperioder før end de finder vejen, hvis de overhovedet finder vejen på egen hånd. Det kan derfor være en god ide at søge professionelt hjælp til håndtering af stress.
Den måde jeg arbejder med behandling af stress på, er i første omgang, at få dig i stand til at holde hovedet over vandet. Det vil sige at de værste symptomer skal lindres. Jeg vil sammen med dig finde frem til hvad der netop er virksomt i din situation. Det kan eksempelvis være metoder rettet mod at mindske uro i kroppen, bedring af søvn og få styr på tankemylder. Når symptomerne er tilpas lindret, kan du vælge om du vil stoppe behandlingen her eller om du ønsker at arbejde med de underliggende årsager til, at du i første omgang udviklede stress. Fra mit perspektiv giver det altid bedst mening at fortsætte arbejde, men der kan være grunde til at stoppe behandlingen og det har jeg stor respekt for.
At arbejde med de underliggende årsager tager lidt længere tid, da vi i første omgang skal finde ud af hvorfor netop du gik ned med stress. Hvad var det, der gjorde, at du overhørte faresignalerne og hvilke nye strategier har du brug for at lære for at undgå et tilbagefald i fremtiden. Sidst men ikke mindst skal du ud og afprøve dine nye færdigheder i den virkelige verden. Nu gælder det bare om at holde fast.
Det er ganske normalt at man indimellem genoplever stress symptomer og kommer til at gøre brug af gamle strategier, hvis livet presser én. Det væsentlige er at komme tilbage på sporet igen.